Forside | Forældre | Hvalpe | Billeder | Dagbog | Data | Kontakt og kørevejledning
 

Dagbog - med stort og småt


26-03-08: Nummerplader. I dag havde vi besøg af øretatovøren, som "skrev" stambogsnumrene i ørerne. Han var meget dygtigt til det, der var kun begrænset vræl. Det moderne alternativ er chips som bliver skudt ind, men dels er det også forbundet med smerte og dels er der en række praktiske problemer med denne løsning. Med øretatovering kan alle og enhver se på en bortløben, at der er tale om et dyr som nogen vil savne.

23-03-08: Vi er nu mentalt begyndt at gøre os klar til at måtte slippe Disa. Det bliver en grim oplevelse. Det er betryggende at vide, at hun skal til gode mennesker vi kender og at hun kommer til at få lige så gode omgivelser som vi kunne give hende. Men alligvel bliver det meget, meget svært at undvære denne dejlige, bløde og venlige hvalp.

20-03-08: I dag havde vi besøg af hvalpementaltesteren. Begge hvalpe fik fine anmeldelser og forskellene var netop som vi forventede. Vi traf derfor få dage efter den endelige beslutning om at beholde Brana. Det var den bedste fordeling af de to hunde (ja, selv med to hunde kan det godt blive til et puslespil). Det er godt at Brana kan blive sammen med sin mor og Disa får som solohund et andet sted gode muligheder for at få noget mere plads.

17-03-08: Hvalpene har i nogle dage kunnet gå op ad trappen. I dag gik de for første gang ned ad trappen. Dermed har de hele huset som deres aktionsområde. Vi begrænser dog deres anvendelse af trappen da de endnu er i den store voksefase.

16-03-08: I dag havde vi en rigtig vellykket tur rundt på grunden: Alle hunde og katte gik med rundt. To af kattene pjattede med hvalpene, sprang badutspring på alle fire og fik hvalpene til at jagte dem. Hvalpene legede med deres mor - som også var helt kåd - og sloges med hinanden. Det er rart at se, at forholdet mellem hunde og katte gradvist kommer i harmoni.

10-03-08: Vi har perioder med stor aktivitet efterfulgt af længere perioder med ingen aktivitet. Med det nuværende niveau af biden, er de stille periode dejlige. Her er et billede der viser Brana når hun er sødest - og hvor glad hun er for sin mor.

09-03-08: Hvalpene udfordrer hinanden og vil gerne slås. De viser nu stor interesse for deres legetøj, specielt er det sjovt at trække i det samme reb eller den fine abe som vi fik ved seneste besøg.

07-03-08: Udelivet er populært. Nogle af tisseturene forlænges, så husets omgivelser kan udforskes. Ture i bedene, på græsplænen og op på den lokale jorrdbunke er et hit. Vi har allerede hevet den første hvalp op af vores bæk.

03-03-08: Socialiseringen fortsætter - i dag har vi besøgt hunde, heste og høns (der er trods alt nogle dyr vi ikke selv har).

29-02-08: De små er blevet hurtige på benene, så nu er der ingen ro i huset. Vi er begyndt med "pottetræning" så nu forsøger vi at nå, at få dem ud når de skal tisse.

22-02-08: Hvalpene øver sig på at blive store og kan derfor efterligne de voksne - billedet viser en afslappet positur. Som man kan se, så er der efterhånden også spor af vokseaktiviteten på undersiden af Flekka.

21-02-08: Hvalpene har fået tænder. De får nu også fast føde. De har fået noget legetøj og der gås til den, i jagten på alt det nye spændende. Og så er det heller ikke så skidt hvis man lige kan angribe søster eller mor. Motorikken forbedres løbende - nu kan de gå længere ture rundt i kravlegården.

16-02-08: De kan se. De kan bide (men uden tænder). De kan slås. De kan vist høre lidt. I går oplevede hvalpene voksne hunde for vi havde besøg af mormor og mostre i stor stil. Seks voksne hundne og to hvalpe i stuen - og dertil kom så alle menneskene.

14-02-08: Begge hvalpe har nu øjne. De stavrer rundt på deres små ben og kan gå oprejst i længere tid. De begynder at have mindre kampe sammen - så de er på vej til næste fase i deres liv.
10-02-08: Livet med hundene er inde i en meget stabil fase. De små bruger deres energi på at blive store - og det går rigtigt godt! Resten af tiden sover de, nærmest uanset de praktiske rammer (se billedet). Hvalpene beynder at vise tegn på, at øregangen åbnes. Vi forventer også at øjnene åbnes indenfor overskuelig tid, så snart kan hvalpene sikkert opleve noget mere af verden. Flekka er vist ved at være træt af det rolige liv - hun vil også ud og hun vil også deltage sammen med os andre som hun plejer. Det er relativt nemt at passe flokken i tiden, så vi bruger vores energi på at snakke navne til hvalpene.

05-02-08: Alle har det godt efter fem døgn. I morges vejede den mindste hvalp 523g så det er et godt bud, at de når døgnet er omme har fordoblet deres vægt siden fødslen. De små har nogle fordele af at være få i kuldet - eksempelvis masser af mælk. Og man bliver jo træt af alt det spisen (se billedet). Flekka er begyndt at forlade fødselskassen uden opfordring, men hun har dog konsekvent kurs retur når hun kommer indenfor.

31-01-08: Flekka har fået to hvalpe. Begge er tæver, den ene R/HV eller måske R/BR/HV og den anden S/HV. Kuldet var på fire, men desværre døde to da en hvalp placerede sig på tværs i fødselskanalen.

20-01-08: Vi kan tydeligt mærke aktivitet inde i Flekkas mave.
12-01-08: Flekka viser nu klare fysiske tegn på graviditet.
30-11-07: Anden parring med Tolli.
28-11-07: Første parring med Tolli.